USA vil sætte Johnson & Johnson-vaccine på pause

USA anbefaler en pause for den vaccine, som Danmark har bestilt flest af, efter tilfælde af blodpropper.
Seks kvinder i alderen fra 18 år til 48 år er alle blevet ramt af en sjælden type blodprop inden for godt to uger efter deres vaccination. Foto © : Scanpix
Skrevet af Ritzau
13. april 2021 12:02

Lægemiddelstyrelsen i USA anbefaler at sætte coronavaccinen fra Johnson & Johnson på pause efter sjældne blodproptilfælde hos seks vaccinerede.

Det skriver styrelsen, FDA.

Unavngivne embedsmænd siger til The New York Times, at det er planen, at man suspenderer brugen ud fra et forsigtighedsprincip.

Seks kvinder i alderen fra 18 år til 48 år er alle blevet ramt af en sjælden type blodprop inden for godt to uger efter deres vaccination.

En af de seks kvinder er død. En anden er i kritisk tilstand.

Ankommer til Danmark onsdag

En sammenhæng mellem vaccinen og de usædvanlige sygdomsforløb er ikke bekræftet. Det er dog samme mulige sammenhæng, der har fået flere lande til at ændre brugen eller helt suspendere brugen af AstraZeneca-vaccinen.

Johnson & Johnson-vaccinen er den vaccine, som Danmark har bestilt flest doser af. I alt har Danmark lagt billet ind på 8,2 millioner doser. Den første sending ankommer efter planen til Danmark onsdag.

LÆS OGSÅ Hver femte i USA er nu færdigvaccineret mod covid-19

I USA har størstedelen af landets cirka 120 millioner vaccinerede personer fået vaccinerne fra Pfizer/Biontech og Moderna.

Skal kun stikkes én gang

6,8 millioner personer har fået Johnson & Johnson-vaccinen i USA. Vaccinen kræver i modsætning til de to ovenstående kun ét stik.

I USA rammes mellem 300.000 og 600.000 årligt af blodpropper, viser tal fra USA's Center for Sygdomskontrol og Forebyggelse (CDC).

FDA skriver i et tweet, at man onsdag vil indlede en gennemgang af de sjældne sygdomsforløb. Indtil man har fået undersøgt vaccinens mulige bivirkninger, anbefaler styrelsen, at den sættes på pause, lyder det.

AstraZenecas vaccine er sat helt på pause i Danmark og Norge.

I Grønland bliver der kun brugt vacciner fra Pfizer/Biontech og Moderna.