USA udpeger karrierediplomat til ny Arktis-koordinator

Efter fire år uden en såkaldt arktisk koordinator har USA udnævnt James DeHart til posten.
For nylig besøgte den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, Danmark. Her gav han flere gange udtryk for, at den sikkerhedspolitiske situation i Arktis er vigtig. Nu udpeger hans ministerium en ny Arktis-koordinator. Foto © : Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
03. august 2020 11:10

Det amerikanske udenrigsministerium har udpeget en ny topembedsmand, der skal fokusere på Arktis. 

I sidste uge offentliggjorde Trump-administrationen, at det fremover bliver James DeHart, der skal varetage rollen som såkaldt Arktis-koordinator.

Det skriver ministeriet i en pressemeddelelse.

Ifølge mediet Arctic Today er det ikke første gang, at USA ansætter en Arktis-koordinator.

Fra 2014 og tre år frem besad den tidligere admiral Robert Papp en lignende stilling, men den blev ikke besat, da Donald Trump, kom til magten. 

LÆS OGSÅ Pompeo i København: Vi har diskuteret Arktis og Pituffik

Det bliver der dog lavet om på nu.

- USA har en afgørende ledende rolle i arktiske spørgsmål i det internationale samfund og er fortsat forpligtet til at sikre en fredelig region, hvor amerikanske interesser er sikret, hvor amerikansk jord er beskyttet, og hvor arktiske stater samarbejder for at tackle fælles udfordringer, skriver udenrigsministeriet.

Mangeårig erfaring med diplomati

DeHart har gennem en lang karriere arbejdet med udenrigspolitiske spørgsmål. Karrierediplomaten DeHart kommer fra en stilling som seniorrådgiver, hvor han har arbejdet med sikkerhedsaftaler i hele verden.

Før det var han - ifølge Arctic Today - i Afghanistan fra 2015 til 2018, hvor han var assisterende missionschef. Og før det varetog han diplomatiske opgaver i Norge.

Den nye stilling bliver besat i en tid, hvor USA generelt har stort fokus på Arktis - og på Grønland.

I sidste måned genåbnede USA sit konsulat i Nuuk. Det sker omkring et år efter, at Donald Trump kom med et opsigtsvækkende tilbud om at købe Grønland. Det blev dog afslået med det samme. 

LÆS OGSÅ Se billeder: Amerikansk konsulat hejser flag i Nuuk

For et par uger siden besøgte den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, også Danmark, hvor han holdt møde udenrigsminister Jeppe Kofod (S) og grønlands naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Steen Lynge (D).

Her pointerede han også flere gange, at Arktis er vigtig for USA.

Det er heller ikke længe siden, at Donald Trump budede, at USA skal opbygge en flåde af tunge isbrydere. Det skal ifølge det amerikanske medie The Guardian styrke USA's tilstedeværelse i polarområderne generelt.