USA skærer i FN's budget

FN får 285 millioner dollar mindre i 2018-2019. Det er resultatet af USA's ønske, oplyser landets FN-mission.
Foto © : Gage Skidmore/Flickr Creative Commons
Skrevet af Ritzau
26. december 2017 13:58

Den amerikanske regering oplyser, at FN's budget for 2018-2019 bliver skåret med 285 millioner dollar. USA betragter det slankere FN-budget som en sejr.

Det står for nuværende ikke helt klart, hvor meget USA i alt vil skære ned på bidraget til FN. På samme måde er der heller ikke nogen oplysninger om, hvor meget mindre USA vil betale til FN.

Den amerikanske FN-ambassadør, Nikki Haley, siger, at "ineffektiviteten og overforbruget" i FN er velkendt. Hun tilføjer, at hun "ikke vil lade det amerikanske folks generøsitet blive misbrugt".

Trump: FN lever ikke op til sit potentiale

Den amerikanske præsident, Donald Trump, har gentagne gange været på kant med FN.

Præsidenten har på det seneste fået øredøvende kritik fra FN-chefer og FN-organisationer for sin beslutning om at flytte den amerikanske ambassade i Israel fra Tel Aviv til Jerusalem.

Men kritikken går også den anden vej. Trump har tidligere kaldt FN for "spild af tid og penge".

FN har et gigantisk potentiale. Den lever bare ikke op til sit potentiale, sagde Donald Trump i december 2016, inden han tiltrådte som præsident.