USA melder om en million smittede på bare seks dage

Søndag har USA passeret 11 millioner smittede. Ingen andre lande har nær så mange coronasmittede.
I USA er 246.108 personer døde som følge af virusset siden pandemiens begyndelse. I absolutte tal er USA det land i verden, der har flest smittede og døde. Foto © : Kena Betancur/AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
16. november 2020 08:01

På under en uge er antallet af coronasmittede personer i USA steget med over en million.

Det viser en løbende opgørelse fra Johns Hopkins University ifølge nyhedsbureauet AFP.

Søndag har antallet af bekræftede smittetilfælde passeret 11 millioner. For seks dage siden krydsede USA ti millioner smittetilfælde.

LÆS OGSÅ Antallet af nye smittetilfælde eksploderer i USA

I USA er 246.108 personer døde som følge af virusset siden pandemiens begyndelse. I absolutte tal er USA det land i verden, der har flest smittede og døde.

Dødstallet i USA svarer til omkring 75 døde per 100.000 indbyggere.

Til sammenligning har Danmark 13,1 dødsfald per 100.000 indbyggere.