USA-medier: Debat hjalp ikke Trump med at indhente Biden 

I USA kalder kommentatorer nattens debat for uafgjort. De ser det som dårligt nyt for præsident Donald Trump. 
Til debatten var der indført nye regler, så en kandidat fik slukket sin mikrofon, mens den anden fik to minutters taletid i begyndelsen af hvert debatemne.  Foto © : Scanpix
Skrevet af Ritzau
23. oktober 2020 09:32

Tonen var bedre, afbrydelserne færre, og både Donald Trump og Joe Biden var skarpere. Men den berømte gamechanger, der kan ændre valgets udfald, manglede. 

Sådan lyder flere amerikanske mediers analyse af nattens præsidentdebat mellem Biden og Trump. 

Hos Fox News kalder vært Howard Kurtz de fleste af de to kandidaters angreb for ”respektfulde”. 

LÆS OGSÅ Biden beder afbrydende Trump om at holde kæft i tv-debat

- Det er en kliché at sige, at debatten endte uafgjort, men det var en enorm forbedring fra mundhuggeriet i Cleveland, skriver Kurtz med henvisning til den forrige debat mellem Trump og Biden. 

Slukket mikrofon

Hos CNN skriver de politiske reportere Maeve Reston og Stephen Collinson, at Trump leverede en langt mere tilbageholdende præstation mod Joe Biden, end sidst de to mødtes, men at han ikke lykkedes med at sætte det stød ind, der kunne ændre opgøret og sikre ham genvalg som præsident. 

- Mens Trump var langt mere afdæmpet end sidst, var hans bemærkninger stadig præget af løgne og indimellem personlige angreb, siger de.

Til debatten var der indført nye regler, så en kandidat fik slukket sin mikrofon, mens den anden fik to minutters taletid i begyndelsen af hvert debatemne. 

Reglen er indført på grund af de mange afbrydelser i den foregående debat.

Og det var en god idé, er der enighed om hos de amerikanske medier. 

- Strategien viste sig at være effektiv, lyder det.