USA har overhalet Kina i antallet af coronatilfælde

Flere personer er nu konstateret smittet med coronavirus i USA end i Kina, hvor virusset begyndte.
I USA er 1178 personer døde af virusset, mens der i Kina er registreret 3291 coronarelaterede dødsfald. Foto © : Mike Segar/Reuters/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
27. marts 2020 11:01

USA har nu overhalet Kina i antallet af personer, der er konstateret smittet med coronavirus. I USA er der sent torsdag dansk tid 82.404 smittetilfælde.

Det viser tal fra Johns Hopkins universitetet.

Dermed har amerikanerne overhalet Kina, hvor 81.782 tilfælde af virusset er konstateret, viser opgørelsen. Dermed er USA det land, hvor flest nu er konstateret smittet med virusset.

New York er hårdt ramt

I USA er 1178 personer døde af virusset, mens der i Kina er registreret 3291 coronarelaterede dødsfald.

Det land med flest døde er Italien, hvor 8215 personer er døde.

Særligt storbyen New York har været hårdt ramt af virusset. Ifølge avisen The New York Times tegner byen sig for mere end halvdelen af alle tilfældene i landet.

100 døde på et døgn

I staten stiger dødstallet hurtigt. Tidligere torsdag oplyste delstatens guvernør, Andrew Cuomo, ifølge AFP, at 100 mennesker, der var smittet, var afgået ved døden på et døgn.

Han frygtede, at delstatens hospitaler vil blive overbelastet af de nye patienter, der ventes at blive indlagt inden for de kommende dage og uger.

New York, som har omtrent 11 millioner indbyggere, har da også taget flere drastiske tiltag i brug i et forsøg på at knække smittekurven. Derfor er gaderne tomme for mennesker, og flere butikker er lukket.