USA genindfører sanktioner mod Iran og truer FN-lande

USA truer med at udelukke FN-nationer fra landets finansielle markeder, hvis de ikke lever op til sanktioner.
Foto © : Ritzau / Scanpix
Skrevet af Ritzau
20. september 2020 14:59

USA har besluttet at genindføre alle sanktioner, som FN havde på plads mod Iran, inden en atomaftale med landet blev underskrevet i 2015.

Det oplyser USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, lørdag i en meddelelse.

USA lover samtidig at straffe alle FN-lande, der ikke efterlever sanktionerne.

- I dag byder USA stort set alle tidligere afsluttede FN-sanktioner mod Iran velkommen tilbage, siger Pompeo i meddelelsen.

Ifølge udenrigsministeren gælder sanktionerne igen fra midnat natten til søndag dansk tid.

USA har siden august truet med at udløse en såkaldt "snapback"-klausul i atomaftalen.

Klausulen tillader landene bag aftalen at genindføre alle FN-sanktioner mod Iran på egen hånd, hvis de mener, at Iran ikke overholder kravene i aftalen.

Ifølge de fleste lande i FN's Sikkerhedsråd har USA dog ikke ret til at gøre det, fordi Donald Trump trak landet ud af atomaftalen i 2018.

Men nu forsøger USA at tvinge sanktionerne igennem alligevel.

Den amerikanske regering lover lørdag, at det vil få "konsekvenser" for de FN-lande, der ikke følger trop. Det betyder blandt andet, at lande kan blive nægtet adgang til USA's finansielle markeder, hvis de trodser sanktionerne.

- Hvis FN's medlemslande ikke opfylder deres forpligtelser i forhold til at implementere de her sanktioner, så er USA klar til at bruge vores autoritet til at indføre konsekvenser for de fejl, siger Mike Pompeo.

Udenrigsministeren lover, at USA i de kommende dage vil annoncere tiltag mod "regelbrydere".

Så sent som fredag meddelte Storbritannien, Frankrig og Tyskland i en fælles erklæring til FN's Sikkerhedsråd, at enhver form for genindførelse af sanktioner ikke vil være lovligt i henhold til atomaftalen.

Også Kina og Rusland har tidligere nægtet at imødekomme USA's krav.

FN's generaldirektør, António Guterres, oplyser lørdag til Sikkerhedsrådet, at han ikke kan gøre noget ved situationen på grund af usikkerheden omkring USA's ret til at benytte sig af "snapback"-klausulen. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Polemikken omkring de iranske sanktioner begyndte i sidste måned, da FN's Sikkerhedsråd afviste USA's ønske om at forlænge en våbenembargo mod Iran.

Det amerikanske træk risikerer at forværre en i forvejen anspændt situation i FN's sikkerhedsråd.