USA evakuerer ansatte fra Kina efter mystiske symptomer

USA har evakueret flere medarbejdere fra Kina, efter at medicinske undersøgelser har vist, at medarbejderne muligvis lider af symptomer svarende til dem, amerikanske diplomater oplevede i Cuba sidste år.
En ansat ved et amerikansk konsulat i byen Guangzhou fik en mild hjerneskade efter en oplevelse med "unormal lyd og trykbølger". Foto © : xiquinhosilva/Flickr Creative Commons
Skrevet af Ritzau
07. juni 2018 08:07

Det oplyser talsmand for det amerikanske udenrigsministerium, Heather Nauert.

Hun fortæller, at et amerikansk hold af læger blev sendt til Kina for at undersøge amerikanske medarbejdere og deres familier, efter at en ansat ved et amerikansk konsulat i byen Guangzhou fik en mild hjerneskade efter en oplevelse med "unormal lyd og trykbølger".

Avisen The New York Times skrev onsdag, at mindst to personer er blevet evakueret "efter at have hørt underlige lyde i Kina".

Sidste år kom det frem, at 24 amerikanske diplomater og familiemedlemmer på mystisk vis havde fået permanente høreskader eller hjerneskader under deres ophold i Cuba. Det skete efter oplevelser af høje lyde og fornemmelse af tryk.

/Ritzau/