USA beskylder Iran for angreb på skibe

USA håber i de kommende uger på at kunne samle allierede til at indgå i en militær koalition, som skal sikre strategisk vigtige farvande ud for Iran og Yemen.
USA beskylder Iran og grupper allieret med Iran for at have begået angreb på skibe. Foto: Scanpix Foto © : Foto: Scanpix
Skrevet af Ritzau
10. juli 2019 13:21

USA håber i de kommende uger på at kunne samle allierede til at indgå i en militær koalition, som skal sikre strategisk vigtige farvande ud for Iran og Yemen.

Det er områder, hvor USA beskylder Iran og grupper allieret med Iran for at have begået angreb på skibe. Udmeldingen kommer fra den øverste chef for det amerikanske militær, generalstabschef Joseph Dunford.

General Dunford siger, at USA har indledt drøftelser med et antal allierede lande. Der er tale om lande med "politisk vilje" til at støtte Washingtons planer.

Bekymringerne for skibstrafikken skyldes blandt andet, at to olietankskibe i sidste måned blev angrebet i Omanbugten.

En amerikansk militærdrone er også blevet skudt ned af Iran. Det iranske styre siger, at dronen befandt sig i iransk luftrum - en påstand, som USA benægter.

Episoden har ført til, at USA har indført yderligere sanktioner mod Iran.