Hvis du har modtaget en regning fra din daginstitution, skal du ikke betale den, meddeler Kommuneqarfik Sermersooq.Foto: KNR / Malik Brøns

Ups: Forældre får regninger for lukkede daginstitutioner

Det er en fejl, erkender Kommuneqarfik Sermersooq.

Daginstitutionerne i Nuuk har lige nu lukket.

Coronakrisen har nemlig lukket hovedstaden ned - og mange forældre er hjemme sammen med børnene, fordi skolerne også er lukket. 

Nuuk er lukket: 

Uddannelsesinstitutioner, skoler og daginstitutioner har været lukket siden 18. marts. 

Lukningen varer foreløbig til 8. april.
 

Men nu har Kommuneqarfik Sermersooq lavet en fejl: Den har nemlig sendt regninger ud til forældre, selv om den tidligere har bedyret, at forældrene ikke skal betale for april.

Så hvis du har modtaget en regning fra din daginstitution, skal du ikke betale den, meddeler Kommuneqarfik Sermersooq. 

Og hvis du allerede har betalt regningen, så vil du få pengene tilbage, lover kommunen.

Så snart det lader sig gøre, vil Kommuneqarfik Sermersooq udsende et officielt brev til de påvirkede forældre.

Kommentarer