Unge inviteres til tegnekursus i Narsaq

Tirsdag starter et helt specielt projekt for de unge i Narsaq. Konrad Nuka Godtfredsen og Heidi Zilmer afholder et inspirationskursus for de unge.
Foto © : Titartaasa
Skrevet af Karsten Sommer
05. marts 2019 09:32

Unge mellem 15 og 35 år har nemlig mulighed for at deltage i projektet "TITARTAASA" (Lad os tegne), hvor den kendte tegner Konrad Nuka Godtfredsen og den uddannede bygningsmaler Heidi Zilmer gennem det at tegne vil give deltagerne energi til at komme videre med deres liv.

- Vi ønsker at opmuntre ungdommen til at tage imod nye udfordringer, siger den ene af kursusholderne Konrad Nuka Godtfredsen, der selv er født i Narsaq, og som er ophavsmand til tegneseriefiguren Andala og en række tegneseriebøger om Grønlands historie.

LÆS OGSÅ Unge streetart-kunstnere skal udsmykke Great Greenland

Heidi Zilmer har i løbet af 2018 afholdt et lignende projekt i Qaqortoq sammen med kunstneren Bolatta Silis-Høegh.  
Det kursus mundede blandt andet ud i et maleri på Great Greenlands gavl i Qaqortoq.

Og nu er tegneprojektet altså kommet til Narsaq.

- Jeg er sikker på, at det kommende syn af de farverige gavlmalerier vil give et frisk pust i vores by og ikke mindst god beskæftigelse for de unge, der har kunst som interesse, mener lederen af Majoriaq i Narsaq, Karla Egede Bisgaard.