Unge fylder på venteliste til boliger i Aasiaat

Lige nu er der 204 boligsøgende i Aasiaat, og næsten halvdelen af dem er mellem 18 og 35 år.
Borgmesteren regner med, at kommunen vil have brug for omkring 300 millioner kroner til boligbyggeri og renovering. Foto © : Google Earth
03. oktober 2022 14:17

Antallet af boligsøgende i Aasiaat er steget med over 70 i løbet af årets tre første måneder. 

I alt er der nu 204 boligsøgende i Aasiaat. 95 af dem er unge mellem 18 og 35 år.

Det oplyser Naalakkersuisut til Inatsisartutmedlem Kristian Jeremiassen (IA).

Men der er faktisk en god grund til, at knap halvdelen af de boligsøgende er unge, vurderer Ane Hansen (IA), som er borgmester i Kommune Qeqertalik. 

Hvad er et paragraf 37-spørgsmål?

* Spørgsmålene, som Kristian Jeremiassen har stillet, er såkaldte paragraf 37-spørgsmål.

* Medlemmerne af Inatsisartut har mulighed for at stille spørgsmål til naalakkersuisut. 

* Spørgsmålene kan stilles når som helst og kan omhandle alle emner.

- Aasiaat er en uddannelsesby, og når nogle dropper ud af deres uddannelser, bliver de en del af de boligsøgende, siger borgmesteren.

Ældre er først i køen

Men problemet med boliger til unge bliver ikke løst med det samme, siger borgmesteren. 

Kommunen og Selvstyret i gang med at bygge boliger til selvhjulpne ældre og handicapboliger i Aasiaat. Men først når de boliger er færdige, kan de lejligheder, som bliver ledige, overgå til de unge, siger Ane Hansen.

- Vi regner med, at flere lejligheder vil blive ledige i den nærmeste fremtid, da flere af de selvhjulpne ældre flytter over i ældreboligerne. På den måde vil der blive boliger ledige, der kan komme unge til gode, siger Ane Hansen til KNR.

Hun regner med, at kommunen vil have brug for omkring 300 millioner kroner til boligbyggeri og renovering.

Den gennemsnitlige ventetid for en bolig i Aasiaat var 11 måneder 31. marts. 

Ungdomsboliger på vej - men ikke i Aasiaat

Så der er altså ikke ungdomsboliger på vej i Aasiaat. 

Men det er der andre steder i landet. Upernavik skal have fire ungdomsboliger, der skal være klar til indflytning i december 2024. I Qasigiannguit skal fire ungdomsboliger være klar i november 2024, og i Tasiilaq  skal otte ungdomsboliger stå klar i februar 2024.