- Jeg synes, det er vigtigt med eksperternes vurdering af smittefare for befolkningen. Når der ikke er en væsentlig smittefare, kan man begynde at genåbne i forhold til de forskellige faser, siger Herman Berthelsen til KNR. Foto: Simon Uldum

Under een procent smittet i Danmark: Genåbning kan ske hurtigt, mener politikere

Når andelen af smittede ikke er mere end fem procent i Danmark, kan åbningen af Grønland begynde. Men andelen af smittede i Danmark er allerede under een procent, viser tal fra Statens Serum Institut.

Hvis man går og håber på en hurtig genåbning af Grønlands grænser, tyder det på, at man snart kan få sit ønske opfyldt. 

På et pressemøde torsdag sagde Naalakkersuisuts formand, Kim Kielsen (S) nemlig, at Grønland vil følge smittetrykket i Danmark. Åbningen kan påbegyndes, når andelen af smittede ved testning ikke overstiger fem procent af befolkningen i Danmark.

Når man så går ind og studerer antallet af smittede i Danmark, så viser det sig, at en åbning bør stå lige for døren.

Ifølge tal fra Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut er andelen af de testede, der er smittet med coronavirus, på 0,19 procent af den danske befolkning. 

Genåbning af Grønland

Fase 1
 Åbningen kan påbegyndes, når andelen af smittede ved testning ikke overstiger 5 procent af befolkningen i Danmark.
 

Åbningen medfører, at der tillades max 600 indrejsende med fly pr. uge.

Rejsende skal være testet negative før afgang og skal testes på femtedagen efter ankomst. Rejsende skal i karantæne fra ankomst og frem til, at der er et negativt testresultat. 

Derudover fastholdes nuværende påbud og anbefalinger.

Smittetrykket - der er en betegnelse for, hvor mange personer en smittet med coronavirus i gennemsnit selv smitter - er på 0,7.

LÆS OGSÅ Kielsen: Stadig ingen dato på genåbning af landet

Det bekræfter landslæge Henrik L. Hansen for KNR. Men han tager stadig forbehold for, at situationen kan udvikle sig hurtigt.

- Det ser meget fredeligt ud i Danmark lige nu. Men jeg er selvfølgelig også meget opmærksom på, at man har gang i en meget vidtgående genåbning i Danmark. Det kan medføre, at forholdene ændrer sig over kortere tid, siger Henrik L. Hansen.

Siumut: Vigtigt med eksperter

Kim Kielsen ville på torsdagens pressemøde ikke sætte en dato på genåbningen af Grønland. Det skal diskuteres i Inatsisartut i morgen tirsdag. Her er det planen, at Naalakkersuisut skal indsamle idéer og bemærkninger, der skal bruges til at udarbejde en endelig strategi.

I regeringspartiet Siumut vil man ikke sætte en præcis dato på, hvornår første fase bør starte, lyder det fra Hermann Berthelsen, der er formand i Finans- og Skatteudvalget.

- Jeg synes, det er vigtigt med eksperternes vurdering af smittefare for befolkningen. Når der ikke er en væsentlig smittefare, kan man begynde at genåbne i forhold til de forskellige faser, siger Herman Berthelsen til KNR. 

LÆS OGSÅ For første gang siden marts: Ingen nye coronadødsfald i Danmark

Mange håber på, at få genåbningen i gang så snart som muligt. Som smittetallene ser ud nu, ligner det, at første fase ligger lige for. Hvornår skal man regne med, at genåbningen begynder? 

- Vi er fortrøstningsfulde med hensyn til, at første fase kan starte ret hurtigt, siger Hermann Berthelsen. 

Partier skal komme med input

Demokraternes fungerende formand, Nivi Olsen, føler sig tryg ved at gå i gang med at åbne op for udenlandske besøgende. 

Hun henviser til Grønlands teststrategi, der ifølge hende vil gøre det lettere at opdage coronasmittede fra udlandet og dermed undgå smittespredning.

- Jeg har en stor forventning om, at vi kan åbne landet så meget op nu, at økonomien og vores hverdag begynder at blive, som den plejer, siger Nivi Olsen.

Hermann Berthelsen finder det vigtigt, at få involveret alle politiske partier i Inatsisartut i arbejdet med genåbningen, så man kan opnå et 'nationalt kompromis'. 

- Vi har gode forventninger til, at partierne bliver hørt, sådan at vi kan mødes allesammen, og gøre det bedste for befolkningen, siger Hermann Berthelsen. 

Kommentarer

Forebyg smitte mod coronavirus

Corona-status i Grønland

  Antal testede 10353
  Antal smittede 17
  Antal raskmeldte 16
  Antal indlagte 0
  Antal i respirator 0
  Antal døde 0
Se: nun.gl Nunatsinni Nakorsaaneqarfik
  Opdateret
  23. oktober 2020 kl. 10:45