ANALYSE Uldums kajakvending bliver langsommelig

Der bliver ingen kartoffelkur til befolkningen i første omgang med Andreas Uldum (D) ved roret som ny landskasseansvarlig. Han barsler stik imod sine politiske værdier med et underskud på finansloven i år.
Foto © : Paalu Møller/KNR
20. februar 2015 18:30

Selvom man er liberal og har råbt op om nedskæringer og effektiviseringer, så er det altid noget andet, når man selv sidder med sparekniven i hånden. Naalakkersuisut foreslår således i år med Andreas Uldum i spidsen som øverste kasseansvarlig i Grønland, ikke nogen store reformer, der skal få vendt den dårlige økonomi. 

Der bliver et underskud på drifts-, og anlægskontoen på 76 millioner kroner, med mindre Inatsisartut-debatten på forårssamlingen ændrer på det. Det plejer nu ikke at være sådan her i landet, at politikerne står i kø med spareforslag, og sådan bliver det nok heller ikke her til forårssamlingen om to uger. 

Endnu en finanslov uden store reformer

Det er som tidligere år et optimistisk finanslovsforslag. Uldum forventer et overskud allerede næste år. Men i år forskånes vi for den store kartoffelkur: Ældre og andre med brug for offentlig forsørgelse kan altså ånde lettet op i første omgang, hvor der ikke er blevet plads til store reformer. 

Naalakkersuisoq for finanser har som ny minister kun haft få måneder til at arbejde med dette - det vigtigste - lovforslag. Så meget af indholdet i kolonnerne er en arv fra hans forgænger, Vittus Qujaukitsoq (S).

Sparerunder hvert år i Selvstyret

Men der er blevet plads til et ægte liberalt forslag fra naalakkersuisoq for finanser. Han håber nemlig på at kunne skære 50 millioner kroner om året i Selvstyret. 
Det lyder af meget, men beløbet udgør kun en eller to procent af alle kontrakter, konsulenter og ansatte i selvstyret. Den midlertidige departementschef, Peter Hansen, understregede til KNR, at han tror, man kan komme langt med effektiviseringer uden fyringer.

Det lader altså til, at de hårde reformer i samfundsøkonomien endnu en gang - blandt andet på grund af valget - er udskudt. Uldum startede dagens pressemøde med ordene "sammen skal vi vende kajakken", men det bliver altså en lang vending.