Ukaleq Slettemark opgiver Norges Cup efter sygdom og VM

Skiskytten Ukaleq Slettemark har været ramt af uheld siden sin VM-titel. Og det får hende nu til at droppe Norges Cup og satse på EM i stedet.
Ukaleq Slettemark (i midten) blev ungdomsverdensmester i skiskydning for U-19 den 27. januar ved VM i Slovakiet. Foto © : Grønlands Biathlon Forbund
05. marts 2019 14:50

Den 17-årige skiskytte har været rigtig godt kørende det seneste år. Sidste sæson tog hun sejren i Norges Cup, og for godt en måned siden kørte Ukaleq Slettemark sig til titlen som ungdomsverdensmester (U-19) på 10km-distancen.

Før jul var hun førende i denne sæsons Norges Cup, men siden har flere ting sat en stopper for ambitionerne om at forsvare sidste års samlede cup-sejr.

LÆS OGSÅ Endnu et flot resultat for Ukaleq Slettemark ved VM i biathlon

Deltagelsen ved VM kostede deltagelsen i en afdeling i sæsonens cup, sygdom kostede den næste afdeling, og det får nu Ukaleq Slettemark til at opgive Norges Cup i år.

For at gøre ondt værre blev den unge skiskytte også ramt af uheld ved det seneste løb i den internationale IBU Junior Cup. Her var det riflens bæresele, der knækkede og forsinkede Ukaleq Slettemark, så hun måtte udgå.

LÆS OGSÅ Ukaleq Slettemark: VM-sejren er fantastisk

I stedet lægger skiskytten nu kræfterne i EM i skiskydning for U-22 i denne uge.

Mesterskabet foregår i Sjusjøen i Norge, og første konkurrence er onsdag, hvor der skal køres 10km. Samme distance som Ukaleq Slettemark blev verdensmester i.

Konkurrencen forventes dog at blive hårdere, da løberne ved EM er op til fire år ældre en Ukaleq Slettemark.

Lørdag deltager hun også i sprint-konkurrencen ved EM.

LÆS OGSÅ Ukaleq Slettemark vinder VM-guld