Ukaleq Slettemark blev nummer 10 i IBU Senior Cup

Ukaleq Slettemark kom i mål blot 56 sekunder efter den russiske vinder.
- Jeg er virkelig overrasket over resultatet. Men alt var perfekt. Min skydning var super med 0-0, og jeg følte mig stærk på løjpen, siger Ukaleq Slettemark.  Foto © : Grønlands Biathlon Forbund
02. december 2019 17:55

18-årige Ukaleq Slettemark blev i går nummer 10 i seniorrækken under IBU Senior Cup i Norge. Hun har dermed taget et stort skridt nærmere verdens bedste seniorer. 

Løbet foregik på Sjusjøen i Norge, og Ukaleq Slettemark kom i mål blot 56 sekunder efter den 32-årige russiske vinder Irina Starykh. 

- Jeg er virkelig overrasket over resultatet. Men alt var perfekt. Min skydning var super med 0-0, og jeg følte mig stærk på løjpen, siger Ukaleq Slettemark. 

LÆS OGSÅ Der var stjernestøv over idrætsverdenen i Katuaq lørdag aften

- På forhånd havde jeg et lille håb om at komme ind blandt de 30 bedste, men top 10 havde jeg ikke engang tænkt på. Det er ret vildt, at jeg har slået meritterede senior løbere fra de store nationer.

Ifølge hendes far, Øystein Slettemark, har datterens resultat vakt opsigt i biathlonmiljøet. 

- Det er ikke hver dag, at en 18-årig hævder sig i toppen blandt seniorene, og slet ikke når de kommer fra en af skiskydningens miniput nationer, siger han.

Ukaleq Slettemark blev ungdomsverdensmester i skiskydning i tilbage i januar.