Udstilling: Gukki Nuka besøger Uummannaq første gang 36 år efter overgreb

Kunstneren Gukki Nuka er for første gang i 36 år i Uummannaq. Hans udstilling "Revner i sjælen" skal vises frem i byen, hvor han blev udsat for det overgreb, der blev udgangspunktet for hans kunst.

Kunstneren Gukki Nuka har for første gang i 36 år sat sine ben i Uummannaq. For lørdag bliver hans udstilling "Revner i sjælen" for første gang vist i den by, hvor han er vokset op. 

For det var også i Uummannaq, at Gukki Nuka blev seksuelt misbrugt som barn. 

- Jeg håber, at både jeg og min udstilling bliver taget godt imod. Men jeg håber også, at budskabet i billederne bliver taget imod på en måde, så vi kan få brudt tavshed og tabu om seksuelle overgreb, siger han.

Udstillingen "Revner i sjælen" blev vist første gang i Nuuk i 2016. Siden har den turneret rundt på kysten og besøgt byer fra syd til nord. Billederne er Gukki Nukas bearbejdning af de seksuelle overgreb, han blev udsat for i netop Uummannaq.

- Det, som folk i Uummannaq mener, betyder mere for mig end det, som folk mener andre steder. Det siger jeg ikke for at forklejne andre steder, men Uummannaq er i mit hjerte, siger Gukki Nuka. 

Rollemodel i Killiliisa

Gukki Nuka er en af seks rollemodeller i Naalakkersuisuts strategi mod seksuelle overgreb, Killiliisa.

Under besøget vil et dokumentarhold følge kunstneren og vise nogle af elementerne i hans rejse for at komme videre i livet efter overgrebet.

Sammen med udstillingen følger også undervisning til de ældste skoleklasser.

Med udstillingen følger et værk, der er produceret specielt til Uummannaq og som vil blive i byen, når udstillingen er slut.

"Revner i sjælen" åbner 27. april klokken 14.  

Kommentarer



Giv os et tip

Send en SMS til 1717

Skriv Unnia og derefter dit tip og send sms'en til 1717.
(du kan også skrive Tip i stedet for Unnia)

Giv os dit tip på knr.gl/1717

Eller send en email 1717@knr.gl

KNR TV: TekstTV

Tjek information her:

TTV s 113 Dagligt opdaterede nyheder

TTV s 400 Live flyinformation ank./afg.

TTV s 350 Aktuel TV oversigt

TTV s 610 Aktuel Radio oversigt