Randi Vestergaard Evaldsen: Udflytningsplaner er valgflæsk

Valgflæsk! Det kalder formanden for Demokraterne, Randi Vestergaard Evaldsen, Naalakkersuisuts planer om flytning af Jern- og Metalskolen til Sisimiut og Kunstskolen til Aasiaat.
Randi Vestergaard Evaldsen
Randi Vestergaard Evaldsen Foto © : Jonas Fievé/KNR
Skrevet af Karsten Sommer
20. januar 2018 15:20

Hun mener at flytteplanerne slet ikke er undersøgt grundigt nok, og frygter at flytningerne kan medføre frafald fra de studerende og opsigelser fra lærerne.

Generelt mener Randi Vestergaard Evaldsen at det ikke er hensigtsmæssigt at flytte eksisterende arbejdspladser ud til kysten.

- Det er ikke på den måde lagkagen bliver større - det er langt smartere og bedre at placere NYE institutioner og offentlige arbejdspladser på kysten, fremfor at rykke rundt på de eksisterende arbejdspladser, skriver Demokraternes formand.

- Hvad med i stedet for eksempel at etablere en form for handelsuddannelse eller gymnasie i Ilulissat, med mulighed for videreuddannelse indenfor fiskerierhvervet? Hvorfor tænker Naalakkersuisut ikke i de baner, spørger hun?

Hun mener snarere at det er det kommende valg senere i år, der spøger.

- Naalakkersuisut og koalitionen er nu i gang med at please deres vælgere og borgmestrene på kysten, og kun det! Det er hvad vi kalder for valgflæsk, skriver Randi Vestergaard Evaldsen,  

- Det er simpelthen for useriøst og populistisk, og jeg håber borgene kan gennemskue hvad Siumut, Inuit Ataqatigiit og partii Naleraq har gang i, slutter Demokraternes formand.