Udbetalingen af løn til ansatte i alle kommuner er forsinket

I går, torsdag, var det grundlovsdag i Danmark, og i den forbindelse holdt bankerne lukket. Det har haft direkte indflydelse på banksystemet i Grønland.
Flere borgere - herunder dem, der modtager løn hver 14. dag eller får offentlige ydelser som arbejdsløshedsunderstøttelse - har derfor ikke fået deres penge fredag som forventet.
Alle kommuner i Grønland har meldt ud, at udbetalingerne er forsinkede.
- Det skal bemærkes, at alle borgere vil modtage deres betalinger forsinket, og at de tidligst vil blive sat ind tirsdag eller onsdag i næste uge. Forsinkelsen skyldes, at bankerne i Danmark holdt lukket i dag den 5. juni i anledning af grundlovsdag, skrev Qeqqata Kommunia i går på deres Facebook-side.
Flere borgere har i kommentarfelterne påpeget, at kommunerne burde have kendt til banklukningen på forhånd og kunne have planlagt udbetalingerne anderledes.
Kommune Kujalleq og Avannaata Kommunea skriver, at de arbejder på at få løn udbetalt i løbet af fredag.
Kommuneqarfik Sermersooq oplyser, at udbetalingerne vil ske den 10. juni.
Kommune Qeqertalik og Qeqqata Kommunia melder, at pengene først vil være på konti i løbet af formiddagen den 10. juni.