Ubåd dukkede op et år efter tragedie   

En forsvunden argentinsk ubåd er er dukket op igen et år efter sin forsvinden
Skrevet af Ritzau
17. november 2018 17:29

En argentinsk undervandsbåd, som sidste år forsvandt med sin besætning på 44 personer i den sydlige del af Atlanterhavet, er blevet sporet. Det oplyste den argentinske flåde tidligt lørdag ifølge nyhedsbureauerne AP og AFP.

Det havarerede marinefartøj "ARA San Juan" blev fundet på 800 meters dybde ud for halvøen Valdes, der ligger i regionen Patagonien.

Meddelelsen om opdagelsen af ubåden kom, blot to dage efter at familierne til de savnede søfolk holdt en mindehøjtidelighed i anledning af etårsdagen for tragedien den 15. november 2017.

Det var lørdag eftermiddag uvist, hvorvidt man vil forsøge at bjærge ubåden.

    /ritzau/