Uændrede kvoter for hellefisk

Der bliver i tråd med biologernes anbefalinger ikke rokket ved kvoterne for fiskeriet af hellefisk i nord næste år - hverken i den ene eller anden retning. Derimod har Naalakkersuisut siddet en advarsel om et totalt stop for fiskeri efter hellefisk ved Østgrønland overhørig.
Skrevet af Mads Fisker
14. november 2011 07:14

Naalakkersuisut har - som det hedder i en pressemeddelse - af historiske grunde besluttet, at der må fiskes 13.000 hellefisk i øst. Det skal ses i sammenhæng med, at Island har fastsat den samme kvote for området, og myndighederne herhjemme følger trop, men erkender i samme ombæring, at en mere hensigtsmæssig fælles forvaltning er nødvendig.

Det og meget mere står klart, efter Naalakkersuisut har fastsat næste års kvoter på en lang række mere eller mindre udbredte arter i de hjemlige farvande. Og der er i det store billede ikke meget nyt under solen.

Biologerne fraråder fortsat al fiskeri af torsk både kystnært og havgående. Sidstnævnte tildeles som i år uagtet en beskeden forsøgskvote på 5.000 tons.

Kystnært får fiskerne trods biologernes advarsler lov at hive 15.000 tons torsk op. Kvoten er dermed hævet med 5.000 tons. Dette fiskeri skal være med til at skabe mere viden om bestanden, og der kan blive tale om særlige betingelser i licenserne, argumenterer myndighederne blandt andet.

Se kvoter på forskellige arter ved at klikke på linket for neden.