TV-kanal på Inuktitut åbner i Canada

Uvagut TV hedder den nye TV-kanal, og det bliver sandsynligvis også med grønlandsk indhold på programmet.
Zacharias Kunuk er en af folkene bag den nye TV-kanal på Inuktituk-sprog.
Zacharias Kunuk er en af folkene bag den nye TV-kanal på Inuktituk-sprog. Foto © : Isuma TV
24. januar 2021 17:29

Mandag åbnede den første TV-kanal, der fokuserer på programmer på inuit-sprog.

Den nye kanal er kommet i stand i samarbejde med den kendte filminstruktør Zacharias Kunuk og Isuma TV.

Den nye kanal sender på Inuktitut - det vil sige de forskellige inuit-dialekter, og det kan også blive med grønlandske programmer, afslører folkene bag.

- Vi ser frem til også at sende grønlandske programmer på grønlandsk, siger Karen Prentice, der er kommunikationschef i Inuit Broadcasting Corporation (IBC).

Uvagut TV er en del af Nunavut Independent Television Network, som er en internetbaseret tv-service, der er baseret i bygden Igloolik.

Uvagut vil sende Inuktitut-programmer seks timer hver dag. Det er første gang, at en sådan kanal findes.

Programmerne er lavet af forskellige lokale produktionsselskaber og af den nationale Inuit Broadcasting Corporation, der siden 1981 har produceret programmer om de arktiske egne i Canada.

- På Uvagut vil der sendes børneprogrammer, film, nyhedsprogrammer, og en meget stor del af programmerne vil komme fra  Inuit Broadcasting Corporation, siger Karen Prentice, IBC-kommunikationschef.

Karen Prentice fortæller også, at IBC har over 18,000 programmer om Inuit fra de seneste 40 år. Det er meningen, at Uvagut vil vise 9.000 i de næste år.