Coronakrisen betyder plus på kontoen hos Elise Bruuns turistvirksomhed, men minus hos Karl Jørgen Enoksens. Foto: KNR

Turistfolk om coronasommer: Karl Jørgen kæmper, Elise booker løs

Udsigten til endnu en sommer med coronarestriktioner giver mørke skyer hos en turistoperatør og strålende solskin hos en anden.

Riffel over skulderen med kurs mod fjeld og fjord.

Karl Jørgen Enoksen fra Sisimiut plejer at bruge sommerens lange lyse dage på at tage turister med på jagtture i det fri. 

Men med de nuværende coronarestriktioner står hans kalender for feriesæsonen gabende tom. 

For selv om Grønland nu er åben for rejsende udefra, så gælder karantænekravet på fem dage stadig. 

LÆS OGSÅ Turistbranchen raser: Genåbning er en katastrofe for os

Et krav, der afholder folk fra at booke rejser hertil, og som det derfor burde være muligt at blive undtaget fra, mener han: 

- For eksempel når nogle af turisterne ankommer, så omgås de ikke folk. De rejser med os ud i naturen dén dag, de ankommer, siger Karl Jørgen Enoksen. 

Piller ikke næse

Formand for Naalakkersuisut, Múte B. Egede (IA), har været ude at sige, at han forstår turistbranchens frustration, men at den må væbne sig med tålmodighed de kommende måneder. 

Samtidig peger han på, at branchen får hjælp i form af de økonomiske hjælpepakker og de såkaldte covid-19-rabatter.

LÆS OGSÅ Múte B. Egede til rasende turistbranche: Der er staycation og hjælpepakker til jer

Men meldingen giver ikke Karl Jørgen Enoksen ro i sjælen. 

- Det er ikke særlig fortrøstningsfuldt. Desværre kan det forstås sådan, at turistoperatørerne ikke har nogen muligheder denne sommer.

Karl Jørgen Enoksen har modtaget penge fra hjælpepakkkerne fem gange indtil videre. 

Som enkeltmandsvirksomhed kan han maksimalt få 23.000 kroner i støtte om måneden. Hvor mange penge, han har tabt på nedlukningen, ønsker han ikke at komme ind på. 

LÆS OGSÅ Múte B. Egede om genåbning: Mindst 75 procent skal være vaccineret først

Men han er presset og prøver at finde på nye løsninger, siger han:  

- Jeg sidder ikke bare og piller næse. Tværtimod. Jeg prøver og finde andre muligheder i den her vanskelige situation. 

Amok siden januar

Hos Elise Bruun, der driver rejsebureauet Travel By Heart, er fortællingen en helt anden.

Her giver coronakrisen masser af kunder i butikken. 

- Der er meget stor efterspørgsel, og det er gået helt amok allerede fra januar af. Det er helt vildt. 

Da corona sidste år smækkede Grønlands dør i for udenlandske turister, gik hun all in på at arrangere pakkerejser for folk, der bor her. 

LÆS OGSÅ Ingen bekymring for corona i Tasiilaq - men de savner turister

- Og som året skred frem, kunne jeg jo se, at folk ikke havde lyst til at rejse til Danmark eller herop, så der blev staycation virkelig populært for familier - at rejse internt i Grønland og bruge deres feriefrirejse heroppe i stedet for. Så det har haft en positiv konsekvens for mit firma. 

-  Omsætningen for i år har overskredet sidste års omsætning, så det går rigtig godt. 

Så du føler dig ikke klemt eller glemt i forhold til hjælpepakkerne? 

- Nej, på ingen måde. Jeg har slet ikke brugt dem i år. Det er der ikke nogen grund til. Hvis jeg kan klare mig selv, så skal jeg ikke have hjælpepakker. 

Korte tidshorisonter

Elise Bruun oplever dog en udfordring, når det gælder tidshorisonten for coronareglerne. De nuværende indrejseregler gælder eksempelvis ikke længere end frem til 31. maj.

Og det gør, at flere store turistoperatører med base i Danmark lægger beslag på hotelværelser.

LÆS OGSÅ Folk i Sisimiut er bekymrede over genåbning af Grønland

- Det har en indvirkning på mit firma, fordi de store operatører stadig håber lidt på lempelser. De holder på hotelovernatninger rundt omkring i landet, så sådan nogle som mig, der har kunder, som er hundrede procent sikre, kommer på venteliste mange steder, forklarer Elise Bruun og fortsætter:

- Dér savner jeg fra Selvstyret, at de melder helt konkret ud, at der er fem dages karantæne til og med en eller anden måned fremfor at lade reglerne gælde én måned ad gangen, som man gør nu. 

Kommentarer



Giv os et tip

Send en SMS til 1717

Skriv Unnia og derefter dit tip og send sms'en til 1717.
(du kan også skrive Tip i stedet for Unnia)

Giv os dit tip på knr.gl/1717

Eller send en email 1717@knr.gl

KNR TV: TekstTV

Tjek information her:

TTV s 113 Dagligt opdaterede nyheder

TTV s 400 Flyinformation ankomst/afgang

TTV s 350 TV oversigt

TTV s 610 Radio oversigt