Turistbåd sunket ved Ilulissat - alle ombord reddet

Et mindre passagerskib er sunket ud for Ilulissat omkring klokken eet i nat. Ombord var 23 turister og tre besætningsmedlemmer. Alle er uskadte.
Skrevet af Bibi Nathansen
14. august 2016 15:58

Turistbåden, der var af typen Faaborg, begyndte at synke omkring 100 meter fra krydstogtsskibet L'austral.

Alle ombord på den synkende turistbåd blev derefter reddet ombord af krydstogtsskibets gummibåde og sejlet tilbage til krydstogtsskibet.

Det oplyser operativ leder ved Politiet i Qaasuitsoqs Hovedstation i Ilulissat, Sebastian Bech.

Umiddelbart har der ikke været en anden part indblandet.

Targaen sejlede ikke ind i noget, eller blev ramt, men politiet i Ilulissat kan på nuværende tidspunkt ikke komme med yderligere oplysninger om grunden til forliset, da efterforskningen stadig pågår.

Den operative leder oplyser endvidere, at der er taget hånd om de miljømæssige hensyn.