Tugdlik-dreng truet med skarpladt riffel

En 17-årig dreng, der har boet på døgninstitutionen Tûgdlik i 2 år, er blevet truet med skarpladte rifler af medarbejdere. Og det er ikke den eneste episode med våben, viser en gennem af sagsakterne fra den nu lukkede døgninstitution.
Skrevet af Naimah Hussain
25. maj 2011 15:40

-Vi var på vej ud til fartøjet, da vi fik øje på en Nuumit-jolle som i høj fart var på vej mod os. De påsejlede os med vilje og sejlede rundt om os, truede os til at sejle videre og sigtede med skarpladte rifler, som de pegede på os med, fortæller han med rolig og afdæmpet stemme. Han ønsker at være anonym, men KNR kender hans identitet.

Han fortæller, at han var bange og rystede, efter han blev truet med rifler. Han var 15 år på dét tidspunkt.

Drengen forsøgte at flygte fra institutionen, fordi han blev nægtet at besøge familiemedlemmer i Nuuk, til trods for, at institutionen i sine afrapporteringer til Selvstyret skriver, at drengene havde rig mulighed for at besøge familie, fx. om søndagen. Det stemmer dog ikke overens med beretninger fra hverken denne dreng, eller andre af drengene fra Tûgdlik, som KNR har talt med.

Drengens hjemkommune havde givet tilladelse til, at han måtte se sin familie ved ferier og andre lejligheder, fx. i julen, men det nægtede institutionen ham.

I stedet blev han straffet og ydmyget efter den mislykkede flugt:

-Han (medarbejder, red.) prikkede mig med sine hænder og råbte skældsord til mig. Jeg blev ignoreret, og de var negative overfor mig i 4 måneder, forklarer han om det sted, som beskriver deres eget pædagogiske udgangspunkt med tillægsord som dialog og omsorg overfor de allerede stærkt svigtede drenge.

På et senere tidspunkt gik drengen til Selvstyret og klagede over behandlingen på Tûgdlik. Det førte dog ikke noget godt med sig:

-Jeg blev banket sønder og sammen, da de fandt ud af, at jeg havde været hos Selvstyret, siger han.

Han bad sin far gå til politiet og anmelde den pågældende medarbejder (som KNR har valgt at anonymisere) til Nuuk Politi.

Politiet i Nuuk har også fået anmeldelser om to medarbejdere i 5 forskellige voldssager, som lige nu er ved at blive undersøgt. Det drejer sig om 5 forskellige børn, der skulle have været udsat for vold, mens de har boet på Tûgdlik, lyder anmeldelsen.

Også i 2009 var der en episode, hvor våben var indblandet. Denne gang var det en skudepisode på institutionen, som vakte så stor bekymring hos myndighederne, at man valgte at tage på tilsynsbesøg.

I marts 2009 krævede myndighederne, at Tûgdlik skaffede sig aflåste våbenskabe, så institutionens rifler opbevares på en sikkerhedsmæssig forsvarlig måde. Bestyrelsens erklærede sig enige i den betragtning i en skrivelse til Departementet.

Tûgdlik ønsker ikke at udtale sig om sagen - og ej hellere om de andre fremsatte anklager, da de mener, at det er brud på tavshedspligten, lyder det fra advokat Finn Meinel.