Trumps hold afviser at deltage i høring i rigsretsproces

Der er ikke tiltro til en fair rigsretsproces, og derfor vil Det Hvide Hus ikke være til stede ved høringerne, der fortsætter onsdag.
I sagen mistænkes Trump for at forsøge at presse Ukraines præsident til at undersøge, om der kan findes smuds på tidligere vicepræsident Joe Bidens søn, Hunter, der har været viklet ind i investeringer i Ukraine. Foto © : Yuri Gripas/Reuters/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
02. december 2019 07:09

Det Hvide Hus kommer ikke til at være repræsenteret ved høringer i rigsretsprocessen onsdag.

Retsudvalget i Repræsentanternes Hus inviterede ellers i sidste uge præsident Donald Trump og hans jurister fra Det Hvide Hus til at udspørge vidner og være til stede ved de offentlige høringer i rigsretsprocessen.

Men Det Hvide Hus afviser forespørgslen, da det ikke mener, at processen foregår på ordentlig vis.

LÆS OGSÅ Grønland blandet ind i Trumps Ukraine-sag

Det skriver Det Hvide Hus i et brev til udvalgets demokratiske formand, Jerrold Nadler.

- I bund og grund har præsidenten et valg: Han kan gribe denne mulighed for at være repræsenteret i rigsretshøringerne, eller han kan holde op med at beklage sig over processen, udtalte Nadler.

LÆS OGSÅ Whistleblower: Præsident Trump misbrugte sin magt

I sagen mistænkes Trump for at forsøge at presse Ukraines præsident til at undersøge, om der kan findes smuds på tidligere vicepræsident Joe Bidens søn, Hunter, der har været viklet ind i investeringer i Ukraine.

Trump-administrationen har afvist beskyldningerne som opspind og en heksejagt.

/ritzau/Reuters