Trump vil fjerne våbenfri zoner og bevæbne lærere

USA's præsident, Donald Trump, ser ikke umiddelbart ud til at have planer om at stramme våbenreglerne i USA.
Foto © : Gage Skidmore/Flickr Creative Commons
Skrevet af Ritzau
22. februar 2018 07:30

På et møde i Det Hvide Hus i går med elever, lærere og familier fra den skole i Florida, som i sidste uge blev ramt af skoleskyderi, sagde Trump blandt andet, at han ønsker at fjerne våbenfri zoner ved landets skoler.

Og at han støttede en idé om, at lærere med særlig træning fremover skal være bevæbnede i skoletiden.

De udtalelser vakte ikke opbakning blandt de pårørende fra gymnasiet, som var kaldt til møde med præsidenten i Washington D.C. 

LÆS OGSÅ Trump vil forbyde tilbehør, der gør våben til maskinpistoler

- I skulle have taget fat om det her problem for længe siden, og fået styr på det, jeg er rasende, for jeg får ikke min datter at se igen, sagde en af forældrene, Andrew Pollack, der mistede sin datter ved skyderiet i Florida i sidste uge.

De unge fra Floridaskolen har i de seneste dage sat gang i en bevægelse for at skærpe våbenlovgivningen, og den har spredt sig på især de sociale medier under hashtagget #MeNext.

Eleverne er netop nu i gang med at arrangere protester, der skal løbe af stablen i marts i hele USA, og hollywoodstjerner som George Clooney og Oprah Winfrey har støttet dem med millioner af kroner.