Trump varsler betaling for amerikanske baser

Det kan blive dyrere at have amerikanerne gående rundt på Pituffik. Præsident Trump vil nemlig have lande med amerikanske baser til at betale for baserne.
Foto © : Inuit Ataqatigiit
14. marts 2019 06:39

De lande, der lægger jord til amerikanske soldater, skal både betale for driften af de amerikanske baser og betale 50 procent ekstra oveni, for at amerikanerne er til stede.

Det mener Trump-administrationen, der kalder planen cost+50.

Et af de steder, der falder ind under Trumps betalingsforslag, er Pituffik.

LÆS OGSÅ Ingen udsigt til Pituffik-løsning foreløbig

Men det er ikke realistisk, at Rigsfællesskabet kan blive presset til at betale for Pituffik, siger Ph.d og lektor ved Institut for Strategi på Forsvarsakademiet, Peter Viggo Jakobsen, til Danmarks Radios P1 Morgen.

Amerikanerne bruger nemlig selv basen i Nordgrønland, og den er nyttig for dem, siger han.

- I den situation har jeg meget svært ved at se, hvordan amerikanerne pludselig skulle forlange, at værtslandet skal betale for det hele og 50 procent oveni. Og jeg har meget svært ved at se, hvordan vi pludselig skulle acceptere at betale, siger han.

LÆS OGSÅ Pituffik skaber tryghed mod russerne

Lektor ved Institut for Militære Operationer på Forsvarsakademiet, Jon Rahbek Clemmensen, er enig i, at det er usandsynligt, at USA vil kræve penge for Pituffik. Det skyldes blandt andet, at basen i højere grad gør Grønland til et potentielt mål for angreb, end den beskytter landet.

Og efter den langvarige sag, hvor Grønland mistede servicekontrakten på Pituffik i 2014, så har USA ikke de bedste argumenter for, at Grønland og Danmark skal have penge op af lommen, siger Jon Rahbek Clemmensen til P1 Morgen.

- Lige nu føler grønlænderne faktisk, at det er amerikanerne, der skylder. Og det er endnu en grund til, at amerikanerne nok ikke vil åbne den her, fordi de står med dårlige kort på hånden, siger han.

Men betalingen kan blive aktuel i de lande, der er nervøse for for eksempel russerne eller kineserne, og som måske endda selv har bedt amerikanerne om at oprette en base.

- I de lande, der er desperate for at få amerikanske soldater, kan man godt forestille sig, at de gerne vil betale noget ekstra, siger han.

Ifølge Peter Viggo Jakobsen er der altså både lande, hvor Trump kan komme igennem med sit krav og nogen, hvor han ikke kan. Derfor ender det nok med, at USA må lave aftaler med hver enkelt land.

LÆS OGSÅ Ambassadør glæder sig over markant besparelse på Pituffik-kontrakt

- Mon ikke at amerikanerne vil gå ind og presse på, der hvor de kan, og andre steder vil de leve med, at de ikke får det hele, fordi basen er vigtig for dem, siger lektoren til P1 Morgen.

Forslaget Cost+50 er ikke officielt fremlagt, men medierne Bloomberg og Washington Post skriver, at det bliver 'realitetsbehandlet' i den amerikanske regering.

160 forskellige lande huser lige nu amerikanske baser.