Trump underskriver dekret rettet mod sociale medier

Efter at Twitter markerede Trump-tweet som vildledende, vil præsidenten fjerne deres retlige immunitet.
Ifølge Reuters har Trump sagt, at han vil skrotte eller ændre en lov, der fjerner de sociale mediers retlige immunitet. Foto © : Pool/AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
29. maj 2020 10:27

USA's præsident, Donald Trump, har torsdag underskrevet et præsidentielt dekret, der giver mulighed for at ændre i en lov, som beskytter sociale medier.

Det skete, efter at det sociale medie Twitter for første gang satte et faktatjek-mærkat på et opslag fra Trump angående brevstemmer, der blev stemplet som vildledende.

LÆS OGSÅ Twitter markerer for første gang Trump-opslag som vildledende

Ifølge Reuters har Trump sagt, at han vil skrotte eller ændre en lov, der fjerner de sociale mediers retlige immunitet.

Den immunitet beskytter dem mod at blive holdt ansvarlige for, hvad deres brugere skriver.

Men juridisk ekspert i internetlovgivning for Stanford University Daphne Keller siger, at dekretet ikke har nogen valid effekt.

- Dekretet er 95 procent politisk teater. Retorik uden juridisk fundament eller effekt, siger hun.