Trump truer med at tilbageholde hjælp til Californiens brande

De seneste to uger har skovbrande hærget 40.000 hektar i Californien. Trump truer med at tilbageholde støtte.
Et fly hjælper til med at bekæmpe branden Maria, som hærger nordvest for Los Angeles. Foto © : Daniel Dreifuss/Reuters/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
04. november 2019 09:46

USA's præsident, Donald Trump, truer med at tilbageholde økonomisk hjælp til den flammehærgede delstat Californien.

Det siger Trump sent søndag aften dansk tid, efter at Californiens demokratiske guvernør har kritiseret Donald Trumps miljøpolitik.

Guvernør Gavin Newsom har i sidste uge kritiseret Trump for at tilbagerulle flere tiltag, der skulle beskyttet miljøet.

- Vi kæmper mod de mest destruktive brande i vores delstats historie, alt imens Trump gennemfører et angreb mod alt det, der kan hjælpe, sagde han blandt andet til The New York Times.

Over de seneste to uger har skovbrande hærget knap 40.000 hektar i Californien.

Søndag kæmpede brandmænd i delstaten særligt mod en brand, der er blevet navngivet Maria, som hærger omkring 100 kilometer nordvest for USA's næststørste by, Los Angeles.

Trump svarer på kritikken fra Californiens guvernør ved at anklage ham for ikke at passe sit arbejde med vedligeholdelsen af delstatens skove.

- Jeg fortalte ham, første gang vi mødtes, at han må rydde skovbundene, uanset hvad hans chefer, miljøforkæmperne, kræver, skriver Trump på Twitter.

- Hvert år, når brandene hærger, og Californien står i flammer, sker der det samme. Så kommer han (Newsom, red.) til den føderale regering og beder om økonomisk hjælp. Det slutter nu. Få styr på dine ting, guvernør.

Californiens guvernør svarer kortfattet på præsidentens kritik på Twitter:

- Du tror ikke på klimaforandringerne. Du er fritaget fra denne samtale.

/ritzau/AFP