Trump truer med helt at afbryde forholdet til Kina

USA's præsident angriber på ny Kina for at sprede coronavirus, og han vil ikke tale med Kinas leder.
Donald Trump siger, at grunden er at han er meget skuffet over, at Kina ikke stoppede spredningen af coronavirus, og at det har kastet en skygge over den handelsaftale, som USA og Kina indgik i januar. Foto © : Kevin Lamarque/Reuters/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
15. maj 2020 13:04

Præsident Donald Trump siger, at USA's forhold til Kina er yderligere forværret under coronakrisen.

I et interview til Fox Business siger Trump, at en af de muligheder, der foreligger, er, at USA helt afbryder sine forbindelser til Kina.

LÆS OGSÅ WHO kalder Trumps påstand om coronas oprindelse spekulativ

Han siger, at grunden er at han er meget skuffet over, at Kina ikke stoppede spredningen af coronavirus, og at det har kastet en skygge over den handelsaftale, som USA og Kina indgik i januar.

- De skulle aldrig have ladet dette ske, siger han.

- Blækket var knapt tørt på handelsaftalen, og så kom denne plage flyvende, tilføjede han.

- Lige nu ønsker jeg ikke at tale med Kinas præsident Xi, siger han i interviewet.

De statslige kinesiske medier kalder Trumps trussel for "galskab", rapporterer BBC.