Trump laver usædvanligt angreb på centralbank

USA's præsident langer hårdt ud efter landets egen centralbank. Det usædvanlige angreb kommer, fordi Donald Trump mener bankens rentestigninger truer den amerikanske økonomi.
Foto © : Gage Skidmore/Flickr Creative Commons
Skrevet af Ritzau, Karsten Sommer
17. oktober 2018 11:50

- Den største trussel mod mig er centralbanken, siger præsident Donald Trump.

Det er sjældne ord fra USA's præsident om sit eget lands centralbank. Tirsdag kom de fra Donald Trump, da præsidenten gik til angreb på USA's centralbank og dens formand, Jerome Powell, i et interview på tv-stationen Fox Business.

Interviewet var med værten Trish Regan.

- Jeg har sat et par personer der (i centralbanken, red.), som jeg ikke er så glad for. Men for det meste er jeg glad for personerne, sagde præsidenten kryptisk.

Sidste uge kritiserede Trump centralbanken to gange. Han er utilfreds med, at den hæver renten, hvilket ifølge Trump truer landets økonomiske opsving.

Tidligere præsidenter har også været kritiske over for centralbanken. Donald Trump har dog udvidet ordforrådet for kritik. Han har kaldt centralbanken "skør", "sindssyg", "fjollet" og "for blødsøden".

/ritzau/Reuters