Trudeau vækker bekymring hos olieindustri med ny grøn regering

To af Canadas nye ministre har grønne baggrunde. Det vækker glæde hos nogle og bekymring hos andre.
Den canadiske premierminister, Justin Trudeau, har tirsdag udnævnt ministre til landets nye regering. Foto © : Canadas premierminister, Justin Trudeau, - Foto: Lars Hagberg/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
27. oktober 2021 10:57

Den canadiske premierminister, Justin Trudeau, har tirsdag udnævnt ministre til landets nye regering.

Særligt to af ministrene vækker opsigt, da de både skaber bekymring hos landets olieindustri og håb blandt grønne fortalere.

Det skriver Ritzau.

Den tidligere miljøaktivist Steven Guilbeault er blevet udnævnt som miljø- og klimaminister.

Samtidig er Jonathan Wilkinson, der har tilbragt to årtier i den grønne teknologisektor, blevet udnævnt som minister for naturressourcer.

Guilbeault træder i Wilkinsons fodspor, da han tidligere har været miljø- og klimaminister i to år.

LÆS OGSÅ Trudeau ser ud til at fortsætte som leder efter canadisk valg

Avisen La Presse har engang kaldt Steven Guilbeault for "den grønne Jesus fra Montreal". Han har arbejdet for grønne organisationer, herunder Greenpeace, i mere end 20 år.

I 2001 besteg han CN Tower i Toronto for at protestere for miljøet i landet.

Canada er verdens fjerdestørste olieproducent. Derfor vækker de to nye ministre også bekymring hos industrien.

- Det her er meget bekymrende og frustrerende for alle, der er en del af ressourceøkonomien, siger Heather Exner-Pirot fra industriens tænketank, Macdonald-Laurier-instituttet.

- Nu vil nogen, der har arbejdet for Greenpeace, have indflydelse på, hvor vi arbejder videre med vores ressourceudvikling, tilføjer hun.

/ritzau/Reuters