Trods israelsk gennembrud: Coronavaccine tager mindst et år

Ifølge Statens Serum Institut vil der stadig gå noget tid, før en coronavaccine kan blive brugt på mennesker.
- Vaccinen skal testes. Man skal være sikker på, at den virker, og man skal være sikker på, at den er sikker at anvende til mennesker. Foto © : Carlos Reusser Monsalvez/flickr
Skrevet af Ritzau
28. februar 2020 07:55

Selv om israelske forskere mener snart at have en vaccine mod coronavirus klar, så kan der gå mindst et år, før en vaccine vil blive brugt på mennesker.

Det skyldes, at den israelske vaccinekandidat ligesom alle andre skal testes og godkendes af myndighederne. Og det tager tid, siger Kåre Mølbak, professor på Statens Serum Institut.

- Vaccinen skal testes. Man skal være sikker på, at den virker, og man skal være sikker på, at den er sikker at anvende til mennesker.

- På den måde er der rigtig meget arbejde, der skal afsluttes, før man har noget, der kan anvendes i større omfang.

- Min vurdering er, at der under alle omstændigheder vil gå mindst et år, før det er et produkt, man vil kunne bruge hos mennesker, siger Kåre Mølbak.

LÆS OGSÅ WHO forventer test af corona-vaccine om få måneder

Israelske forskere har sagt til The Jerusalem Post, at de vil have fremstillet en vaccine mod coronavirus "om få uger".

De vurderer dog, at det vil tage mindst 90 dage at komme gennem godkendelsesproceduren, og at det også vil tage tid at få vaccinen ud på markedet.

Der findes endnu ikke nogen vaccine mod det potentielt dødelige coronavirus.