Tredje sending af vacciner er ankommet 

I Ilulissat og Nuuk skal doserne bruges til både at vaccinere nye og til at give det andet stik til andre – og dermed færdigvaccinere nogle af dem, som allerede er blevet stukket første gang. 
Noget af sundhedspersonalet på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk blev som de første vaccineret 4. januar. Foto © : KNR / Malik Brøns
26. januar 2021 11:18

Grønland har modtaget endnu en forsyning af vaccinationer fra producenten Pfizer/BioNTech. 

Det oplyser Naalakkersuisut.

Det er en den tredje sending vacciner, der er kommet til landet - og den består af 975 doser.

Vacciner i Grønland
 

 

  • I den første sending vacciner var der 1305 doser. Den ankom lige efter nytår. 

 

  • I anden sending var der 975 doser. Den ankom i uge 2. De blev givet til borgere og frontpersonale i sundhedsvæsenet i Qaqortoq, Aasiaat og Sisimiut.
     
  • Den tredje sending indeholder også 975 doser.
     
  • Vaccinen skal opbevares ved mellem – 70 og -80 grader. Den er derfor vanskelig at transportere. 
     
  • Den næste vaccine, der forventes godkendt og leveret til Grønland, er udviklet af det amerikanske firma Moderna. 

En del af doserne er allerede sendt til Sydgrønland. Planen er nemlig, at sundhedspersonale starter med at vaccinere i Qaqortoq i denne uge. Faktisk blev en del af sundhedspersonalet i byen allerede vaccineret i går.

 

LÆS OGSÅ Færinger vil selv betale for coronavaccine

I næste uge står Ilulissat og Nuuk igen for tur. I de to byer skal den tredje sending doser bruges til både at vaccinere nye og til at give det andet stik til andre – og dermed færdigvaccinere nogle af dem, som allerede er blevet stukket første gang. 

Det er folk fra 74-65 år, hvor de ældste bliver stukket først.

- Man får den bedste virkning, hvis man bliver vaccineret to gange. Den anden vaccine skal gives tidligst tre uger efter den første. Men der kan udmærket gå op til 42 dage, før man får den anden vaccination, siger landslæge Henrik L. Hansen til KNR.

Stik to i Sisimiut og Aasiaat

Også borgere i Sisimiut og Aasiaat, der allerede har takket ja til tilbuddet og har modtaget den første vaccination, vil ifølge planen senest blive indkaldt til det andet stik efter cirka fem uger. 

- Sådan som vi planlægger, vil alle blive vaccineret for anden gang, inden der er gået 42 dage fra det første stik, siger landslægen.

LÆS OGSÅ Landslæge forventer færre vacciner: 100.000 færre doser leveres til Danmark

Derudover er alt sundhedspersonale i Ilulissat og Sisimiut blevet tilbudt vaccine.

I Nuuk er gruppen af sundhedspersonale meget større og ikke alle har samme risiko for smitte ifølge Naalakkersuisut.

Det er derfor nogle medarbejdere, som endnu ikke har fået vaccinen tilbudt.

- Hvis man ikke er blevet kontaktet omkring anden vaccination, skal man ikke gøre noget. Vi sikrer, at der bliver meldt noget ud både til den enkelte, men også via medierne om, hvornår der er vaccination. Vi sikrer, at vi får fat i alle, der er blevet vaccineret, siger Henrik L. Hansen.