Tre gange Nuuk mod Aasiaat i håndboldfinalerne

Ikke overraskende er begge GSS-hold videre i finalerne ved GM i håndbold, som foregår i Nuuk. Men vi kan til gengæld forvente spænding, når GSS-kvinderne møder NÛK og GSS-mændene står over for Norsaq HC søndag.
25. april 2015 21:57

Stilhed før stormen. Det er nok den bedste beskrivelse for lørdagens håndboldkampe, dagen før finalerne, i Inussivik-hallen.

 

Narsaq og Qaanaaq i bundgyser

Stort set alle kampene var ensidige og manglede spænding. Bortset fra bundkampen mellem N-85 fra Narsaq og QNQ fra Qaanaaq.

Begge hold havde ikke vundet én eneste kamp under mesterskaberne. De havde nu muligheden for at pynte på deres resultater.

QNQ startede bedst, men som det er set flere gange i denne turnering, var de ikke effektive i deres angreb og usikre i deres forsvar. Det samme gjaldt N-85.

I første halvleg bølgede kampen frem og tilbage. Men i de døende minutter af halvlegen kom gutterne fra Qaanaaq i undertal. N-85 udnyttede deres mulighed og kom foran med tre mål.

I starten af anden halvleg kom QNQ igen i undertal, så de havde svært ved at finde momentum.

N-85-spilleren Nuka Peter Ottosen, tidligere K-33-spiller der nærmest var usynlig før pausen, var lige pludselig med i mange af målene. Han spillede tit sin medspillere fri og tog selv ansvar og scorede mange mål.

Kampen endte 33 – 31 til N-85, med Nuka Peter Ottosen som afgørende faktor. Han blev, ikke overaskende kampens spiller.

 

Spændende finaler i vente

GSS’ mænd er storfavoritter til at genvinde mesterskabet. Der hviler et stort pres på dem, da det forventes, at de besejrer Norsaq HC. Men hvis der er nogen hold fra dette års mesterskaber, der kan drille GSS, så er det gutterne  fra Aasiaat, Norsaq HC.

Norsaq HC har udviklet sig enormt meget i forhold til de sidste par år. De har nogle unge talentfulde og stærke spillere. De vil uden tvivl spille finalen for at vinde, men de vil være mere end glade for andenpladsen, hvilket betyder, at de ikke har noget at miste mod favoritterne. GSS har derimod alt at tabe.
Norsaq HC formåede at drille GSS, da de mødtes i indledende runde. Her vandt GSS med fire mål.

I kvindernes finale møder GSS byrivalerne NÛK igen, igen. GSS’ kvinder er, som altid, meget velorganiseret. Men det samme har NÛK vist sig at være, og lige så sultne efter guldet. Det er helt sikkert en kamp, der skal ses.    

Hos mændene er det N-48 fra Ilulissat der møder NÛK i bronzekampen. Der er tendens til beskidt spil og masser af drama, når de to hold mødes. Begge hold vil gå efter trøstepræmien, og det er svært at forudsige kampens resultat.

Hos kvinderne er det SAK fra Sisimiut, der møder N-48 fra Ilulissat. Her er SAK favoritter med landsholdsspilleren Linda Madsen i spidsen. Men N-48 kan med Gerdaaraq Ingemann drille og snuppe bronzen.


Her er søndagens kampe:
Kvinder:

Kl. 11 Kâgssagssuk (Maniitsoq) - Norsaq HC (Aasiaat) skal kæmpe om femtepladsen.
Kl. 14 SAK (Sisimiut) – N-48 (Ilulissat) skal kæmpe om bronzen
Kl. 17 GSS og NÛK, begge fra Nuuk, skal kæmpe om guldet.

Mænd:  
Kl. 12.30 SAK – N-85 skal kæmpe om femtepladsen
Kl. 15.30 NÛK – N-48 skal kæmpen om bronzen
Kl. 18.30 GSS – Norsaq HC mødes i finalen