Travl start for ny naalakkersuisoq med møder, samarbejder og nye initiativer

Mariane Paviasen Jensen har haft en intens første måned med møder og dialog med både organisationer, borgere og kommuner.
Foto: Naalakkersuisut.gl
Skrevet af Isak Hüllert
18. maj 2026 14:26

Den første måned i posten som naalakkersuisoq for Børn, Unge, Justitsområdet og Ligestilling har været alt andet end stille for Mariane Paviasen Jensen (IA).

Tværtimod har perioden været præget af intens aktivitet, tætpakkede kalenderdage og en række centrale politiske temaer, der allerede nu tegner retningen for arbejdet.

Området spænder bredt og rummer nogle af de mest indgribende og betydningsfulde dele af borgernes liv – fra anbringelser af børn og unge uden for hjemmet til antikonceptionssagen.

Direkte dialog

Netop derfor har opstartsperioden været præget af omfattende dialog med både faglige miljøer og civilsamfund.

I løbet af den første måned har naalakkersuisoq haft en række møder med både børnerettighedsorganisationer og fagorganisationer. 

Samtidig er dialogen også blevet udvidet til menige borgere og ildsjæle.

Senest har demonstrationer om dagtilbud ført til direkte dialog, hvor naalakkersuisoq mødtes med nogle af demonstranterne for at høre deres perspektiver.

- Jeg har været meget glad og overvældet over den interesse der har været for at mødes med mig for at drøfte mit område. Desværre har jeg ikke kunnet nå alle, men jeg ser meget frem til at fortsætte med at holde møder og skabe samarbejder, udtaler naalakkersuisoq for Børn, Unge, Justitsområdet og Ligestilling Mariane Paviasen Jensen.

Forårssamlingen har også fyldt i Mariane Paviasen Jensens første måned i embedet, hvor behovet for hurtigt at sætte sig ind i et bredt og komplekst ressortområde har været centralt.

Mange områder at se til

Det har dog ikke bremset for dagligdags arbejdet på hendes tallerken. 

Naalakkersuisoq har blandt andet afholdt et pressemøde om udgiftsanalysen på anbringelsesområdet og er i gang med at planlægge en række seminarer om indsatser på området i samarbejde med kommunerne.

- Anbringelsesområdet er et vigtigt område for hele vores land. Vi er nødt til at samarbejde og løfte i fællesskab. Derfor ser jeg det som essentielt at kommunerne og naalakkersuisut arbejder sammen fra starten om at udvikle initiativer på området, udtaler naalakkersuisoq for Børn, Unge, Justitsområdet og Ligestilling Mariane Paviasen Jensen.

Derudover har naalakkersuisoq besøgt Kommune Kujalleq, hvor hun mødtes med borgmesteren om det suspenderede område. 

Mødet beskrives som konstruktivt og som et skridt, der har lagt grundstenene til et styrket samarbejde fremadrettet.

Trods en hektisk start fremhæver naalakkersuisoq selv både ansvarsfølelse og motivation i en pressemeddelelse

Hun ser frem til arbejdet med hele ressortområdet - et felt, der allerede fra dag ét har krævet både politisk overblik,  god prioritering og tæt dialog med mange aktører.