Canada Tragiske afsløringer om forsvundne kvinder

Kommissionen, der undersøger sagerne omkring myrdede og forsvundne kvinder i Canada, er nu begyndt at udarbejde sin endelige rapport efter en række høringer i de sidste to år i hele landet.
Foto © : Scott Lough/Flickr Creative Commons
04. august 2018 17:01

Inuit-, Indianer- og Métis kvinder har fortalt kommissionen om familiemedlemmer, som enten er blevet dræbt eller er forsvundne. Disse historier bliver inkluderet i rapporten der skal ligge færdig til efteråret.

Et af kommissionens medlemmer, som ønsker at forblive anonym, men som er kendt af radioavisen, udtaler til KNR at rapporten vil fokusere meget på, hvordan det i fremtiden kan forhindres at oprindelige folks kvinder bliver behandlet på denne måde, og hvad der kan gøres for at opklare sagerne hurtigt og effektivt.

I provinsen Quebec var det således gået hårdt ud over Inuit kvinder, fordi politiet ikke altid har være effektive nok.

Kilden fortæller således om flere Inuit kvinder i Montreal, som, da de ikke var "brugbare" mere, det vil sige ikke længere var attraktive som prostituerede, blev myrdet af deres alfonser, fordi det var den letteste måde at komme af med dem på.

Kilden siger videre at i to tilfælde med inuit kvinder som var blevet dræbt, havde morderne bundet et reb om deres hals og hængt dem fra loftet …  Politiet blev hermed vildledt til at tro at der var tale om selvmord og undersøgte ikke sagerne nærmere.

Rapporten vil derfor også komme med anbefalinger til, hvordan politiet kan blive mere effektivt.