Toyota'er skal undersøges for defekt gaspedal

Grønlandske Toyotaejere kan forvente at blive indkaldt for at få undersøgt, om deres bil har defekt gaspedal.
Skrevet af Najaaraq Egede
03. februar 2010 10:17

Problemer med gaspedalerne har fået den japanske bilkoncern Toyota til at tilbagekalde næsten 32.000 biler fra det danske marked, deriblandt endnu uvist antal biler i Grønland.

- Toyota er Grønlands mest solgte bilmærke. Derfor indkalder vi ejerne, når vi får en stelnummeroversigt fra Toyota, siger Ernst Jensen fra Godthåb Auto Service i Nuuk. Her har man allerede undersøgt de brugte biler, som virksomheden har til salg. Men indtil videre er der ikke fundet fejl på gaspedalerne.

Toyota Danmark skriver på deres hjemmeside, at bilerne med fejl på gaspedalen skal have installeret en forstærkning ved gaspedalen, og den reparation forventes at tage cirka 30 minutter på et værksted.

- Det er en tilbagekaldelseskampagne på grund af en potentiel risiko for, at gaspedalen i bestemte modeller kan blive træg og i nogle tilfælde sætte sig fast under kørslen, siger informationschef René Mouritsen fra Toyota Danmark.

- Vi kan berolige de grønlandske Toyota-ejere med, at vi ikke har haft biler med fejl på speederen til reparation. Der har været 16 tilfælde i USA, men ingen i Europa eller her, siger Ernst Jensen fra Godthåb Auto Service i Nuuk.

Toyota Danmark vil løbende opdatere hjemmesiden www.toyota.dk med nyt, ligesom forbrugerne i de kommende dage får mulighed for at indtaste bilens stelnummer og dermed få vished, om tilbagekaldelsen gælder netop deres bil.

Toyotamodellerne, der her er tale om er Aygo, iQ, Yaris, Auris, Corolla, Verso, Verso, Avensis og RAV4. Der er i alt tre Toyota-forhandlere i Grønland: Sisimiut Auto-Service, Auto go i Qaqortoq samt Godthåb Auto Service i Nuuk.