Tom Hagen udlover milliondusør for at finde hustru

Norske Tom Hagen vil finde hustru Anne-Elisabeth. Han er sigtet for drab eller medvirken til drab på hende.
Sagen blev længe efterforsket som en bortførelsessag. Men hovedhypotesen er nu, at Anne-Elisabeth Hagen blev dræbt. Arkivfoto. Foto © : Pressebillede/Norsk Politi
Skrevet af Ritzau
16. juni 2020 09:34

Den norske milliardær Tom Hagen udlover en dusør på ti millioner norske kroner - knap syv millioner danske kroner - for oplysninger, der kan føre til, at hustruen Anne-Elisabeth Hagen bliver fundet.

Det skriver norske TV2.

Tom Hagen er sigtet for drab eller medvirken til drab på hustruen Anne-Elisabeth Hagen, som forsvandt fra deres fælles bolig 31. oktober 2018 i Lørenskog, en forstad til Norges hovedstad, Oslo.

- Tom Hagen er bange for, at Anne-Elisabeth Hagen ikke bliver fundet. Det er derfor, vi har besluttet at gøre dette for at finde ud af, hvad der er sket med hende, siger Svein Holden, som er Tom Hagens forsvarer, til tv-kanalen.

LÆS OGSÅ Norsk medie: Tom Hagen havde mange møder med drabsmistænkt

Tom Hagen har nægtet at have noget med sin kones forsvinden at gøre. Og hans børn har tidligere givet udtryk for, at de fortsat tror på, at moren er blevet kidnappet af ukendte gerningsmænd.

Norsk politi formoder, at milliardærfruen er blevet dræbt. Tom Hagen blev løsladt fra sin varetægtsfængsling 8. maj. Han er dog stadig sigtet for drab eller medvirken til drab.

Sagen blev længe efterforsket som en bortførelsessag. Men hovedhypotesen er nu, at Anne-Elisabeth Hagen blev dræbt.

Udover Tom Hagen er også en mand i 30'erne sigtet i sagen. Manden, der menes at være ekspert i kryptovaluta, er sigtet for grov frihedsberøvelse.