For tidligt fødte grønlandssæler

Højst usædvanligt har man i Labrador allerede nu observeret nyfødte babysæle, som ikke vil overleve vinteren.
29. december 2010 10:43

De er blevet født flere måneder tidligere end normalt og nu søger man svaret på hvorfor?

Helt fra begyndelsen af december måned har canadiske fangere rapporteret om, at de har set helt nyfødte grønlandsæler på isen. De er blevet set flere steder udenfor Rigolet, Makkovik og Hopedale i Labrador. Og i løbet af december kom der yderligere rapporter til Nunatsiavut-regeringens fangtsafdeling om, at der er blevet set grønlandsæl-babyer flere steder på isen ved Labradorskysten. Det er højst usædvanligt, da grønlandsæl-babyer først plejer at blive født i februar eller marts.

Simon Kohlmeister, en biolog fra Nunatsiavut-regeringen udtaler til CBC News, at en grund til de tidlige fødsler kan være det meget usædvanlige vejr, der har været i år. I efteråret har det mange dage været nærmest forårsvejr i Labrador. Kohlmeister udtaler videre, at babysæler, der er født på dette tidspunkt, ikke kan overleve. Han har desuden konsulteret med ældre i Nain og ingen kan huske, at babysæler før er blevet født så tidligt.

De forskellige rapporter om de tidlige fødsler har resulteret i en livlig debat på nettet om hvorfor: Er det det milde vejr? Er det forurening ? Og flere i Labrador spørger på nettet: Hvor er dyrerettigheds-organisationerne nu henne? De burde redde disse unger, lyder det.

Det er i Canada strengt forbudt at skyde babysæler, så de vil nu med al sandsynlighed dø en langsom død på isen.