Tidligere transport-formand stiller op til Folketinget

Tidligere formand for Transportkommissionen, Christen Sørensen, stiller op for Socialdemokraterne.
Foto © : Helle Nørrelund Sørensen/KNR
02. juni 2015 07:28
Den tidligere formand for Transportkommissionen herhjemme, Christen Sørensen, går nu ind i dansk politik og stiller op til Folketinget for Socialdemokraterne.
 
Christen Sørensen stoppede sidste år som aktiv fungerende professor i Økonomi ved Syddansk Universitet i Danmark og har gennem sin karriere bl.a. haft hverv som økonomisk overvismand, bestyrelsesformand i Københavns Fondsbørs, formand for Juristernes og Økonomernes Pensionskasse og var i 18 år medlem af Det Økonomiske Råd i Danmark. 

Fra 2009 - 2011 stod Christen Sørensen i spidsen for Grønlands Transportkommission, som blev nedsat under Kuupik Kleists naalakkersuisut, og som bl.a. foreslog om at oprette en lufthavn i  Qaqortoq og forlænge landingsbanen i Ilulissat.

Forslag, som det forhenværende og det nuværende naalakkersuisut i dag arbejder for at realisere.

Christen Sørensen stiller op til folketingsvalget 18. juni i valgkredsen Aarhus Nord.