Tidligere Tûgdlik-medarbejder var vidne til vold

En tidligere medarbejder - der ønsker at være anonym - står nu frem og fortæller om forholdene på døgninstitutionen Tûgdlik, hvor de anbragte børn har været udsat for vold og vanrøgt, som radioavisen har dokumenteret de seneste par dage. Hør lydklip (på grl.)
Skrevet af Naimah Hussain
18. maj 2011 15:23

- En af de drenge, jeg passede, flygtede, og da han efterfølgende blev bragt tilbage, var jeg vidne til en voldsom episode, hvor han blev skældt voldsomt ud og blev tildelt slag. Han fik slag i hovedet og blev skældt ud. Det var meget voldsomt at se på, fortæller medarbejderen, der arbejdede i Tûgdlik i 2008, hvor han var vidne til to konkrete episoder med vold. Han fortæller at stemningen også generelt var præget af det voldsomme sprogbrug, som de voksne brugte for at "opdrage" på børnene.

Sagsakterne viser adskillige eksempler på, at børn er blevet truet.

Adspurgt om stemningen efter episoden siger den tidligere medarbejder:

- Drengen var meget bange og var meget forlegen. Og alle drengene var angste og havde det ikke godt.

Han beskriver, at drengene krøb sig sammen i frygt og var utrygge. Og det smittede af på resten af børnegruppen, som alle befandt sig i lokalet, da der blev slået. Der blev helt stille og stemningen var meget trykket, siger han.

Men hvorfor greb du ikke selv ind, da du var vidne til den slags?

- Jeg var lige startet på jobbet, og det voldsomme optrin forskrækkede mig. Det var slemt, forklarer han.

- Da jeg lige var startet på jobbet, var jeg i tvivl om, hvad jeg skulle gøre. Den pludselige hændelse forskrækkede mig. Jeg havde slet ikke forestillet mig, at sådan nogle ting ville ske. Jeg reagerede ikke fordi jeg var usikker, siger han og understreger, at han ikke har nogen pædagogisk uddannelse.

Men trods den manglende pædagogiske baggrund brugte han sit rolige gemyt til at få gode snakke med børnene. Og trods de voldsomme episoder, var der også gode dage imellem. Især synes han, at der var mærkbar forskel på Skoleskibet og boligen inde i Qooqqut:

- Det er meget behageligere at være i huset i Qooqqut. Når jeg taler med børnene, føler de, at der bliver lyttet til dem. Og så bliver arbejdet interessant, da børnene åbner sig mere og taler ud.

Den tidligere medarbejder ønsker at være anonym, men radioavisen kender hans identitet.

Hør hans korte beretning her (grønlandsksproget):