Tidligere departementschef får direktørstilling i Greenland Minerals

Jørn Skov Nielsen skal nu arbejde for, at mineselskabet kan få tilladelse til at udvinde sjældne jordarter i Grønlands største mineprojekt.
Jørn Skov Nielsen har fungeret som departementschef i Departementet for Arbejdsmarked og Erhverv siden 2011. Arkivfoto.
Skrevet af Jens Betak
06. juli 2020 13:50

I årevis har Jørn Skov Nielsen spillet en helt central rolle på råstofområdet for Selvstyret, men nu tager den tidligere departementschef turen over til den anden side af forhandlingsbordet i en direktørstilling i mineselskabet Greenland Minerals (GML).

Det skriver GML i en pressemeddelelse.

Her skal Jørn Skov Nielsen med base i Nuuk spille en nøglerolle i selskabets aktiviteter i forbindelse med Kuannersuit-mineprojektet ved Narsaq i Sydgrønland.

- Det er et unikt industrielt projekt, som har potentialet til at blive verdensførende i udvindingen af sjældne jordarter, siger Jørn Skov Nielsen.

Årelang erfaring på råstofområdet

Fra 2002 til 2011 besad Jørn Skov Nielsen flere forskellige chefstillinger i det daværende råstofdirektorat.

Derefter blev han departementschef i det daværende departement for erhverv og arbejdsmarked, hvor råstofområdet dengang hørte ind under.

LÆS OGSÅ Syreanlæg og dæmning med radioaktivt affald: Mineselskab mangler svar på 19 miljøspørgsmål

I 2015 fik råstofferne dog sit eget departement, men de samfundsmæssige aspekter af råstofområdet forblev dog under Jørn Skov Nielsens departement.

Det er altså en særdeles erfaren embedsmand, som Greenland Minerals har ansat, og selskabet lægger da heller ikke skjul på, at det er en vigtig medarbejder, der er blevet ansat.

- Det er sjældent at have en person med så meget relevant erfaring, som kan træde ind og spille en vigtig rolle i at opnå et succesfuldt resultat, siger John Mair, der er direktør i Greenland Minerals.

Greenland Minerals fik i 2011 en efterforskningstilladelse til Kuannersuit-mineprojektet ved Narsaq.

Siden da har mineselskabet arbejdet på at få godkendt de samfundsmæssige og miljømæssige konsekvenser ved det omfattende mineprojekt.

LÆS OGSÅ Rapport om sociale konsekvenser er nu klar til godkendelse

Sidste år fik selskabet godkendt de samfundsmæssige konsekvenser, men Greenland Minerals mangler dog fortsat at få godkendt de miljømæssige konsekvenser ved Kuannersuit-mineprojektet i Narsaq.

Herefter venter blandt andet en offentlig høring og en endelig godkendelse af en tilladelse til at gå i gang med at udvinde.