Tele-Post er for hele Grønland - ikke kun Nuuk

Tele-Post afviser, at de kun har fokus på investeringer i Nuuk. Det sker, efter at de tre borgmestre Ole Dorph, Hermann Berthelsen og Jørgen Wæver Johansen onsdag skrev, at Tele har udskudt sine investeringer i søkablet.
Foto © : Lars Evaldsen
Skrevet af Camilla Dam
12. februar 2015 12:49

- Forlængelse af søkablet mod nord er i vores strategiplan planlagt til perioden 2015-16, hvilket vi fortsat forventer at kunne gennemføre.

- Vi har undersøgt, om vi kunne nå at lancere det allerede i 2015, men det var ikke muligt, siger Agner N. Mark, bestyrelsesformand i Tele-Post.

Læs også Tele-Post undersøger mulighederne for at føre søkabel videre til Qasigiannguit

Søkablet afgørende for uddannelse
Det er borgmestrene fra Qeqqata Kommunia, Kommune Kujalleq og Qaasuitsup Kommunias påstand, at der fortsat er stor ulighed i landet, og den ulighed giver sig blandt andet udslag i selskabers lånemuligheder.

- Søkablets forlængelse til Qeqqata og Qaasuitsup kommuner er helt nødvendigt, hvis kommunerne skal behandles ens, og kommende generationer i uddannelsessektoren skal have adgang til den øvrige verden. Søkablet er desværre udskudt fra 2015 til et senere tidspunkt, skriver Dorph, Berthelsen og Wæver Johansen i en pressemeddelelse.


Store investeringer kræver lånemuligheder
Ifølge egne tal investerede Tele ca. 15 millioner kroner i forundersøgelser til forlængelsen af søkablet, og i år vil selskabet bruge yderligere ca. 20 millioner til projektering af søkabelforlængelsen.

Læs også Tele: Længere søkabel kan hindre kæmpenedbrud

Tele har også planer for radiokæden, ligesom dækningen til det mobile internet bliver udbygget. Og derfor skal selvskabet låne penge.

- Naalakkersuisut har ikke stillet garanti for vore nuværende lån, og vi forventer heller ikke, at det bliver tilfældet med kommende lån. Når vi har forhandlet lånevilkår, skal låntagningen ifølge vores koncession forelægges Naalakkersuisut til godkendelse. Det håber vi at være klar til senere på året, siger Agner N. Mark.