Tasiilaq ramt af mærkbart jordskælv

Borgere i Tasiilaq mærkede tirsdag morgen et jordskælv. GEUS bekræfter, at der har været et skælv i byen.
Ifølge GEUS er Tasiilaq det område i Grønland, hvor borgerne oftest mærker jordskælv. Foto © : Sigmun av Teigum, Malene Hansen Gray og Hjørdis Viberg
26. februar 2020 10:20

Tirsdag morgen blev borgerne i Tasiilaq ramt af et noget voldsomt vækkeur. Nogle borgere i byen mærkede i hvert fald et jordskælv tidligt om morgenen.

Og hændelsen bliver bekræftet af De Nationale Geologiske Undersøgelser ved Danmark og Grønland - GEUS, der har fået indberetninger fra borgerne.

Richterskalaen

Richterskalaen er opkaldt efter den berømte seismolog Charles F. Richter fra Californien.
Den bliver brugt til at beregne styrken på et jordskælv.

Skalaen er logaritmisk. Det betyder, at et jordskælv som måler 6 på Richterskalaen er 10 gange så stort, som et jordskælv der måler 5.

De hidtil største Richtertal, der er udregnet, har været for jordskælv omkring Stillehavet på knap 9.

Kilde: GEUS

På sin hjemmeside skriver GEUS, at der er registreret et jordskælv klokken 05:15 den 25. februar.

- Jordskælvet skete nogle få kilometer fra GEUS' målestation, som er placeret i sygehusets kælder, og da skælvet var på 3.2 på den lokale Richterskala, så har det helt sikkert kunne mærkes, fortæller Trine Dahl-Jensen, der er seniorforsker ved GEUS.

Tasiilaq oplever flest jordskælv

Jordskælvet blev fulgt af et efterskælv tre minutter senere. Det var dog flere hundrede gange svagere end det første jordskælv, og derfor kunne det ikke mærkes, oplyser GEUS.

- Tasiilaq er det område i Grønland, hvor borgerne oftest mærker jordskælv. Heldigvis er de små nok til ikke at forvolde skader. Siden nytår har vi registreret seks jordskælv i nærheden af Tasiilaq, hvor tirsdagens skælv var det største, siger Trine Dahl-Jensen.

GEUS opfordrer alle til at indberette deres oplevelser. Indberetningerne kan sendes på enten grønlandsk eller dansk.