Tasiilaq ramt af jordskælv

En række jordskælv har rystet Tasiilaq flere gange i ugens løb. Beboerne har lidt svært ved at vænne sig til klirrende glas og skræmmende brag fra de seneste dages rystelser.
Skrevet af Mads Lynge
30. marts 2010 10:57

Jordskælvene i Tasiilaq har gjort et stort indtryk på Maria Bianco:

- Der lød et højt brag, og vores hus rystede. Jeg bliver let bange, så jeg er lidt skræmt, siger Maria Bianco.

Ifølge seismolog Peter Voss fra De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland, GEUS, er jordskælvene i Tasiilaq maksimalt blevet målt til 3,0 på Richterskalaen.

Til sammenligning blev det kraftige jordskælv i Haiti i januar målt til 7,9 på Richterskalaen. Men Peter Voss siger, at der ikke er grund til bekymring for, om der kommer et skælv på størrelse med det i Haiti:

- Hverken på dansk eller grønlandsk område forventer vi et jordskælv af den styrke. Haiti ligger på en grænse mellem to kontinentalplader og kan derfor blive ramt af større jordskælv. Der er ikke nogle pladegrænser i Grønland, som er lige slemme som dem i Haiti, siger Peter Voss.

Han oplyser, at der hver dag kan måles små jordrystelser i både Danmark og i Grønland.