Tanzanias præsident varsler skrappe forhold i fængslerne

Nu skal fængselsfangerne i Tanzania til at arbejde "dag og nat", det skal være slut med at få besøg af ægtefællen, og dovne fanger skal "sparkes".
Foto © : Narendra Modi / Flickr
Skrevet af Ritzau
16. juli 2018 11:24
Versionist Jaaku Lyberth

Det siger Tanzanias præsident, John Magufuli, der varsler skrappe forhold i fængslerne. Det skal hindre narkomisbrug og homoseksualitet.

Præsident Magufuli er blevet kritiseret af menneskeretsgrupper på grund af autoritær ledelse, ligesom han kritiseres for at forværre borgernes frihed.

Men kritikken ser ikke ud til at bide på ham.

- Det er en skam, at landet fortsat skal brødføde fanger. Alle fængsler har marker, fangerne må til at dyrke dem, siger han.

- Og hvis de er dovne, så spark dem, siger Tanzania-præsidenten.

Han mener generelt, at fangerne har for lidt at lave, og det er med til at fremme homoseksualitet og misbrug af narko.

- Det gider jeg ikke høre mere om. Jeg vil have reformer af fængselsledelsen sagde han ved indsættelsen af en ny fængselsdirektør lørdag.