Talenter i fremgang

Unge badminton spillere fra Grønland har deltaget i en turnering i Danmark. De viser forsat fremgang.
Skrevet af Noah Mølgaard
24. marts 2011 10:35

Badmintonspillerne Sara Lindskov Jakobsen, Hedvig Broberg, Taatsi Pedersen og Jens Frederik Nielsen har været på træninslejr i Danmark, der blev afsluttet med en turnering. De unge spillere skulle vise landstræner Bjarne Nielsen, at de er værd at satse på som fremtidens landsholdsspillere.

- Det har været en positiv oplevelse, da jeg kan konstatere, at de unge spillere stadig er i fremgang, siger Bjarne Nielsen til KNR.

Sara Lindskov Jakobsen, der spiller for B-67 fra Nuuk, spillede sig frem til semifinalen i en turnering i Herlev, hvor hun spillede i U-17 rækken. Hun nåede dog ikke finalen og Hedvig Broberg, der spiller for QSP fra Qeqertarsuaq blev slået ud i indledende runde.

Jens Frederik Nielsen og Taatsi Pedersen fra B-67 nåede frem til semifinalen i seniorernes C-række i herre double. De stillede også op i herresingle, hvor Jens Frederik Nielsen blev slået ud i kvartfinalen, da han tabte til Carsten Hansen fra Ledøje Smørum, der senere vandt turneringen. Og Taatsi Pedersen tabte i ottendedels finalen.

- Det har været meget sundt for de grønlandske spillere at møde helt andre spillere, der træner mere og spiller flere kampe end dem selv. Det er derfor meget flot, at de formåede at spille sig frem til semifinalen, siger Bjarne Nielsen.

- De har fået indblik i hvor meget taktik der bliver praktiseret. Formålet har været at motivere dem til at fortsætte den positive udvikling og gøre dem mere bevidste om spillet, siger Bjarne Nielsen.

Han kommer til Nuuk i påsken, hvor GM bliver afviklet. Holdet til Island Games bliver udtaget umiddelbart efter, hvor ti spillere bliver udtaget.