Taj Mahal åbner for turister efter måneders nedlukning

Trods stigende smittespredning med coronavirus i Indien åbner verdensberømt mausoleum mandag.
Taj Mahal lukkede i marts sammen med store dele af det indiske samfund, da coronavirusset gjorde sit indtog. Foto © : Sajjad Hussain/AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
21. september 2020 08:47

Efter flere måneder, hvor besøgende har været forment adgang på grund af coronapandemien, genåbner det verdensberømte indiske mausoleum Taj Mahal mandag.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Taj Mahal, der ligger i byen Agra, er Indiens mest populære seværdighed. Ifølge AFP sker genåbningen for at vise, at livet i Indien er "tilbage til det normale" og for at få sparket turismen og landets økonomi i gang igen.

Taj Mahal lukkede i marts sammen med store dele af det indiske samfund, da coronavirusset gjorde sit indtog.

LÆS OGSÅ Isfjord får bronzemedalje

Siden er flere end 5,4 millioner indere konstateret smittede med coronavirus ud af en befolkning på 1,3 milliarder indbyggere.

Smittespredningen er dog langtfra nul, og hver dag registreres omkring 1000 nye coronatilfælde og flere end 1000 coronarelaterede dødsfald.

Derfor bliver der også en række restriktioner, som de besøgende skal rette sig efter.

Der kommer til at være en begrænsning på 5000 mennesker om dagen, der kan besøge mausoleet. Det er en fjerdedel af det gennemsnitlige antal besøgende på en dag. Syv millioner besøger i gennemsnit Taj Mahal i løbet af et år.